Brøl

Klub Træk Stikket UdDUUUUUUUUT DUUUT DUUUT KLOKKEN ER 4.50, det er torsdag og det er min fridag, hvor jeg skal i Dyrehaven. 5 minutter efter dufter der af frisklavet kaffe i hele køkkenet – reflekser som en ninja på vej……en frisklavet ristebolle ligger godt i maven og så afsted mod de brølende kæmper.

kl.5.55 står jeg foran Røde Port lågen ind til Dyrehaven. 3 natugler tuder og skriger i den mørke nat……det er sørme gået hen og blevet mørkt om morgenen. 6.05 lister jeg ind af porten.
En kulsort mur møder mig med lige dele kulde og dis, total sleepy hollow stemning, hvor den knirkende port, kun er med til at forstærke stemningen. Jeg kender vejen i søvne til Præstesletten, hvilket er ret godt.
Jeg lister igennem skoven, så lydløst som jeg nu kan. Hist og her, kan jeg høre og fornemme lyde og mørkere skygger. Ganske rigtigt, jeg er gået lige igennem en gruppe dådyr, 2 ligger mindre end 2 meter fra mig, da min lyskegle hurtigt bringer mig på ret kurs. Lettere tør i halsen, kan jeg nu høre en fuldvoksen kronhjort brøle igennem – det lyder som om det kommer fra Ulvedalen, eller deromkring. Fantastisk lyd som runger og bare skal opleves.
Flere skygger og puslen omkring mig, gør mine sanser totalt skarpe. Mit syn er blevet godt nu, idet der slet ikke er noget andet, som ødelægger eller forstyrer øjenene. Igennem Ulvedalene, og så til højre, op over bakken, og så til venstre og Præstesletten er lige foran mig. Jeg kan godt fornemme sletten og 1-2 brølende kronhjorte.
Jeg finder et godt sted, ned mod sletten under et stort bøgetræ, da det støvregner lidt, og træet er et perfekt udsigtpunkt. Alle sanser er skarpe. Det er stadig mørkt, men lysner stille og roligt, nærmest magisk. 2 natugler tuder, en gærdesmutte hopper rundt lige ved siden af mig, vinden og regnen rusker i bladene, 2 rødhalse kalder med deres tik tik.
Pludselig runger skoven af et massivt Brøøøøøøøøøl lige ved siden af mig.
Ca 20 meter bag om træet kommer en kronhjort frem, jeg kan kun høre den komme mosende igennem krattet, og tilsidst kan jeg lige ane den. Den går over stien og ud over præstesletten – 10 minutter efter er den væk.
Det er nu lysnet en del, og jeg har fuld kig, til hele sletten.
Jeg panorerer med kikkerten, kun dådyr, som der er rigtig mange af. 1 stor han løber efter en lidt mindre han, begge højpotente med stiv diller og nærmest fråde om munden.
Nu er det lyst, og næsten ingen hjorte på sletten. Klokken er 8.05 og jeg lister tilbage mod bilen. I ulvedalene er der rigtig mange dådyr. Flere hanner står og kilder sig selv på store nedhængende grene. De går lidt ned i benene og strutter med røven og så strækker de halsen og kører hovedet rundt om grenene – ser ret sjovt ud. Den tisser ud over det hele og skraber helt vildt med sine forben – der bliver markeret på den store klinge, og så videre til næste træ.
Jeg efterlader den og går videre. En stor flok ringduer kommer fræsende ud af skoven hastigt forfuldt af en kæmpe ung duehøg, helt brune nuancer. Duehøgen har lugtet duesteg, og nu går den vilde jagt i luftrummet. Ser ud som om 2 duer, bliver sorteret fra de andre, og damn så forsvinder de bag nogle store træer.
5 minutter senere kommer duehøgen igen glidende igennem lysningen, uden duesteg…….men hvor er den smuk, hurtigt og adræt. Rovfuglene er vildt fantastiske, når man har dem på nært hold.
Klokken er nu 12.07, jeg er hjemme igen….og imens mine karrysildemadder glider ned, skriver jeg denne lille fine turbeskrivelse, fra en ganske almindelig torsdag. Men almindelig torsdag som alligevel stikker ud, og ikke bare er just another day at the office.
God dag derude
Træk Stikket Ud
Casper Kjerumgaard